Trin 1: råscoren
Enhver IQ-test begynder med en råscore: antallet af opgaver, du har svaret rigtigt på, nogle gange med bonuspoint for hurtighed. En råscore betyder intet i sig selv. Atten rigtige ud af femogtyve kan være fremragende i en svær test og almindeligt i en let.
Reglerne for råscoren betyder også noget. I test med tidsgrænse tæller en opgave, der står ubesvaret, når tiden løber ud, som forkert. Nogle moderne test går videre og vægter opgaverne efter sværhedsgrad ved hjælp af item response-teori: at løse en svær opgave tæller så mere end at løse en let, og to personer med det samme antal rigtige kan ende med lidt forskellige scorer. Under alle omstændigheder er råscoren kun input; IQ-tallet kommer i næste trin.
Trin 2: formlen for afvigelses-IQ
For at en råscore kan sige noget, sammenlignes den med råscorerne i en normgruppe af mennesker på din alder. To tal beskriver den gruppe: gennemsnittet og standardafvigelsen (SD). Din placering udtrykkes som en z-score:
z = (din råscore − gennemsnittet i din aldersgruppe) ÷ SD i din aldersgruppe
Z-scoren placeres derefter på IQ-skalaen:
IQ = 100 + 15 × z
Et regneeksempel: antag, at voksne mellem 35 og 44 år i gennemsnit har 14 rigtige ud af 25, med en SD på 4. Scorer du 18, er din z (18 − 14) ÷ 4 = 1,0, og din IQ er 100 + 15 × 1,0 = 115. Scorer du 10, er z −1,0, altså en IQ på 85. I praksis bruger udgiverne omregningstabeller i stedet for selve formlen, fordi virkelige scorefordelinger ikke er helt normale, men logikken er den samme. Metoden, som David Wechsler indførte i 1939, kaldes afvigelses-IQ.
Trin 3: normer og aldersgrupper
En score er kun så god som sin normgruppe. Kliniske test som WAIS-5 og Stanford-Binet 5 er normeret på omkring 2.000 personer eller flere, udvalgt så de svarer til befolkningen med hensyn til alder, køn, etnicitet, region og uddannelse. Voksne inddeles i aldersgrupper på nogle få år hver, så du sammenlignes med din egen generation.
Normer bliver også gamle. Råscorer steg i mange lande med omkring 3 IQ-point pr. årti i løbet af det 20. århundrede (Flynn-effekten), så en test, der blev normeret for 20 år siden, giver scorer, der er flere point for høje. Derfor normerer udgiverne deres test på ny hvert 10. til 20. år.
Beregner: fra IQ til percentil
Indtast en IQ-score på den sædvanlige skala (gennemsnit 100, SD 15) for at se, hvilken percentil den svarer til. Beregneren bruger den samme normalfordeling som kurven ovenfor; den måler ingenting og fortæller kun, hvor sjælden en score er på den skala.
Den gamle formel: mental alder ÷ alder × 100
Tidlige test brugte kvotient-IQ: mental alder divideret med kronologisk alder, gange 100. En 10-årig, der klarede sig som en gennemsnitlig 12-årig, scorede 120. Formlen fungerede dårligt for voksne, hvis mentale alder holder op med at stige sidst i teenageårene, og den gav forskellig spredning i scorerne i forskellige aldre. Den lever kun videre i ordet "kvotient" og i gamle beretninger om meget høje scorer i barndommen.
Målefejl: standardmålefejlen og konfidensintervaller
Ingen test måler perfekt. Standardmålefejlen (SEM) anslår, hvor langt en målt score sandsynligvis ligger fra din sande score. Den afhænger af testens reliabilitet (r):
SEM = 15 × √(1 − r)
- Et fuldt klinisk testbatteri med en reliabilitet for helskalaen på omkring 0,96 til 0,98 har en SEM på omkring 2 til 3 point.
- En kort test med r = 0,90 har en SEM på omkring 4,7 point.
Et 95%-konfidensinterval er omtrent scoren ± 1,96 SEM: omkring ±4 til ±6 point for en klinisk test og omkring ±9 for en kort. En målt 113 i en kort test betyder altså "sandsynligvis mellem 104 og 122". Seriøse rapporter oplyser dette interval. Hvis en test giver dig et enkelt tal uden interval, skjuler den usikkerheden; den fjerner den ikke.
Hvordan en helskala-IQ samler delprøverne
Kliniske testbatterier har 10 delprøver eller flere. Hver råscore på en delprøve omregnes til en skaleret score med et gennemsnit på 10 og en SD på 3, de skalerede scorer lægges sammen inden for hvert område, og summerne omregnes til indeksscorer og en helskala-IQ, alle på skalaen med 100 og 15. Vores test følger den samme afvigelseslogik, med foreløbige normer, der justeres, efterhånden som der kommer data ind; alle detaljer står på vores metodeside.
Kilder
Wechsler, D. The Measurement of Adult Intelligence. Williams and Wilkins, 1939.
Wechsler, D. WAIS-IV Technical and Interpretive Manual. Pearson, 2008.
Flynn, J. R. "Massive IQ gains in 14 nations: what IQ tests really measure". Psychological Bulletin, 1987.
American Educational Research Association et al. Standards for Educational and Psychological Testing. AERA, 2014.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan beregnes IQ?
Din råscore sammenlignes med en normgruppe af mennesker på din alder. Forskellen til deres gennemsnit, i standardafvigelser (z), omregnes med IQ = 100 + 15 × z.
Hvordan måles IQ?
Med en standardiseret test af ræsonnement, verbale evner, arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed, der gives under faste betingelser og scores efter aldersnormer. Kliniske test tager omkring 45 til 90 minutter hos en psykolog.
Hvordan scores en IQ-test?
Rigtige svar giver en råscore, som omregnes til en skaleret score ved hjælp af normtabeller for din alder. Fulde testbatterier samler delprøvernes skalerede scorer til indeksscorer og en helskala-IQ.
Hvordan fastlægges IQ hos voksne?
På samme måde som hos børn, men efter voksennormer opdelt i aldersgrupper, så en 60-årig sammenlignes med andre mennesker omkring de 60. Test som WAIS-5 dækker alderen 16 til 90 år.
Hvordan fungerer IQ-test?
De stiller opgaver med stigende sværhedsgrad inden for flere områder, tæller, hvor mange du løser, og rangordner den præstation i forhold til et repræsentativt udsnit af din aldersgruppe. Placeringen udtrykkes på en skala med gennemsnit 100 og SD 15.
Hvad måler IQ egentlig?
Først og fremmest den generelle evne til at ræsonnere: den fælles faktor bag præstationer i meget forskellige tankeopgaver. Den måler ikke viden inden for et bestemt område, kreativitet eller personlighed.
Måler IQ intelligens?
Den måler en vigtig del af den: den generelle evne til at ræsonnere og lære, som psykologer kalder g. Mange evner, som folk forbinder med intelligens, såsom visdom eller social indsigt, ligger uden for dens rækkevidde.